Jeg har stress

Jeg har stress – Hvad skal jeg sige til mit barn?

Jeg har stress – Hvad skal jeg sige til mit barn?

Gæsteindlæg Af familiepsykolog Heidi Agerkvist

 

Jeg har stressEr du ramt af stress, er der i dagens natur allerede alt for meget at forholde sig til. Oveni stressen i sig selv, er du samtidig nødt til at forholde dig til, hvordan du hjælper dine børn bedst muligt med at håndtere, at en af deres forældre er ramt af stress. Det kan virke helt uoverskueligt at få hul på og hånd om. Derfor har jeg skrevet denne artikel til Mie og til dig, der læser med her hos hende.

 

Kan man sige noget forkert? Kan man sige for meget? For lidt?

Hvis du er i tvivl om, hvordan du griber det an, og hvad du kan sige, er du ikke alene. Jeg har mødt en hel del forældre i samme situation i min klinik som familiepsykolog. Forældre der på den ene side godt ved, at de skal gøre et eller andet for at hjælpe deres børn, men som ikke ved hvad det er, og hvordan man gør. Og som samtidig kan have lyst til at læne sig op ad det gamle ordsprog ”Hvad børn ikke ved, har de ikke ondt af”, og dermed helt undlade at sige noget, i håb om at barnet så fortsætter sin hverdag lykkeligt uvidende om mors eller fars situation.
Jeg vil gerne meget tydeligt og én gang for alle aflive den myte. Børn mærker. De mærker også det, de ikke får sat ord på. Og hvis de ikke kan få det, de mærker, og det, de bliver fortalt, til at passe sammen, eller hvis de kan mærke at der er noget i luften, som vedrører dem, men som de ikke kan få adgang til en brugbar og meningsfuld forklaring på, så får de ondt af det.

 

Og nu hvor vi er i gang, så lad os lige aflive en myte mere. Nemlig den der går på, at din stress er din udfordring alene, og at det ikke påvirker andre i familien. I en familie er vi så tæt forbundne og viklet ind i hinanden, at forandringer for én part, betyder forandring i større eller mindre grad for alle parter.

Dine børn og din partner har allerede mærket din stress, selvom du ikke rigtig synes du har gjort opmærksom på den.

Derfor kan du lige så godt tage hul på det – for din og for dine allervigtigste menneskers skyld.

 

Børn er loyale

Børn vil begynde at lede efter en måde at forstå ændringen i den/de voksnes adfærd på, hvis de ikke får adgang til en forklaring. Og fordi de er så afhængige af og loyale overfor deres vigtige omsorgspersoner (deres forældre), vil de i deres søgen efter en forklaring begynde at kigge indad og lede efter grunde der kan forklare det.

 

”Gad vide om mor er så træt, fordi jeg er et meget anstrengende barn”.

”Hvorfor ligger hun hele tiden inde i sengen? Er jeg dårligt og udmattende selskab?

”Blev hun så ked af det lige før, fordi jeg ikke ville tage sko på?

”Jeg må virkelig anstrenge mig for at være sødere, så det ikke skal være så svært for hende”.

 

Av!

Dit barn vil tage ansvar for at finde en forklaring, der giver mening for det, hvis du ikke giver det en. Og den forklaring vil typisk indeholde en hel del skyld, som barnet lægger på sine egne skuldre.

 

Jeg har stressMen hvordan gør man så for at hjælpe sit barn?

 

Jeg har stress – Hvad kan jeg sige til mit barn?

 

Der er flere ting, du kan være opmærksom på for at gøre det nemmest muligt for både sig selv og dit barn. Dem får du her:

 

Sig det som det er

Mange forældre prøver at slå det hen, de glider af, og de svarer undvigende. Alt sammen for at beskytte barnet fra at skulle forholde sig til det. Men at få en halv forklaring hjælper ikke. Tværtimod giver det barnet mulighed for at lede videre efter den sidste halvdel, så forklaringen bliver hel. Som sagt vil den sidste del blive fyldt op med elementer der placerer både skyld og ansvar hos barnet selv.

 

Så sig det som det er. Giv dit barn en ramme at forstå situationen i. Det betyder kort sagt, at du skal fortælle barnet, hvorfor tingene ser ud som de gør, og dermed fjerne muligheden for, at barnet kan tage skylden på sig.

 

Hvis mor er ramt af stress, så sig det, og fortæl hvad stress er. Hvis du siger at ”mor er bare syg”, efterlader du barnet med en halv forklaring. At være syg betyder i børnehøjde noget i retning af at have feber, at hoste og måske kaste op, og mors situation handler om noget andet. For hvorfor bliver hun så ikke rask efter en uges tid? Og hvorfor hoster hun ikke?

I sidste ende kan en sådan forklaring også skabe mulighed for at barnet selv bliver bange for at blive syg på almindelig vis, for det kan åbenbart tage lang tid og have en stemning af noget farligt over sig.

 

Den er god nok!

Jeg har stress hvad skal jeg sige til mit barnEt andet vigtigt element her er at validere barnets oplevelse og følelser. Og hvad betyder det så. Det betyder, at du som forælder siger ”Det er rigtigt nok hvad du mærker og oplever” til dit barn.

 

Så når dit barn kommer også spørger, så svar – og svar ærligt – også selvom det kan være svært. Undgå at slå det hen eller afvise barnet, når det spørger hvorfor du er ked af det, eller hvad ”det er med far/mor”.

Det kan være fristende at snakke uden om, eller sige at der slet ikke er grund til bekymring – både for at beskytte sig selv mod at mærke afmagt og usikkerhed, og også for at beskytte barnet.

 

Men hvis barnet spørger ”Er du ked af det far (eller mor)?” og du svarer ”Nej nej, jeg har det fint”, er det eneste du får ud af det, at barnet efterlades med et mismatch mellem det du siger, og det barnet selv mærker. Med andre ord fortæller du dit barn: ”Du kan ikke stole på, at det du selv mærker og oplever er rigtigt”.

Måske har du selv oplevet at være blevet mødt med den reaktion, og ved derfor også hvor meget bøvl det giver på sigt at have lært at være mistroisk over for sine egne signaler og følelser.

 

Så træk vejret og sig det, som det er: ”Ja, jeg er lige lidt ked af det, fordi jeg synes det er synd for mor, at hun skal have det så svært lige nu. Jeg synes bare hun skal have det godt”.

Det giver barnet tryghed, at du er tydelige og autentisk. Måske bliver barnet også lidt ked af det lige der. Måske trøster det dig. Måske snakker I bare lidt om det. Uanset mærker barnet at du, som dets vigtige omsorgsperson er tilgængelig for det i en svær situation, og at det kan stole på, hvad det mærker. Det er trygt.

 

Men er det ikke for meget for mit barn at forholde sig til?

Det skal selvfølgelig ikke blive dit barns ansvar at trøste dig. Hvis du kan mærke, at du er så påvirket af situationen, at du bliver bange for at bryde sammen eller på anden måde bliver for overvældet, så skal du sørge for at finde nogle andre voksne at tale med det om.

 

Men et par tårer skader ikke dit barn. Tværtimod lærer det lidt mere om, hvordan det er at være menneske. Nogen gange er man ked af det, og nogen gange er man glad. Og nogen gange er man begge dele.

Det er gavnlig viden og erfaring at have med sig.

 

Fortæl også gerne, at det ike bliver ved med at være sådan altid. Ingenting i et menneskeliv er statisk. Er man ked af det, går det over på et tidspunkt. Så sig også gerne det til dit barn. ”Jeg er ked af det lige nu. Og jeg skal nok blive glad igen. Det ved jeg.”

 

Kan man sige for meget?

Hvordan ved man, hvor meget man skal sige? Og hvornår?

 

Det enkleste (og sundeste) er at lade børnene vise vejen. Giv dem en ramme at forstå situationen i til en start, og lad dem så vise dig dig, hvor I skal gå hen i rammen derfra. En god tommelfingerregel er at svare på det de spørger om, når de spørger, og så vente med det næste stykke information.

Som hovedregel spørger børn om det, de er klar til at høre, og når de har fået svar på det, er de tilfredse. Derfor kan du godt opleve, at dit barn spørger om noget, du synes er et stort spørgsmål, og så allerede er videre igen, inden du synes du har givet dem et svar der matcher tyngden af spørgsmålet.

 

Fx ”Dør mor af det?” Spørgsmål om døden skaber ofte angst og ubehag hos os voksne, mens de for børn er meget mere ligetil og faktaorienterede. Så når du har sagt ”Nej, det gør hun ikke. Man kan ikke dø af stress”, så er dit barn måske allerede fordybet i lego igen, eller skifter emne og spørger om det må få en mad. Og så står du der og tænker ”Øh, er vi allerede færdige med at snakke om det?”, fordi døden i dit (voksne) perspektiv er fuld af mange flere nuancer og perspektiver, og dermed også et bredere udvalg af (stærke) følelser. Men dit barn er løbet. For det har fået svar på det, det spurgte om.

 

At forstå i børnehøjde

Afhængig af barnets alder kan det være en god ide at tænke i billeder, som barnet kan relatere til. Fx at mor har haft så travlt på arbejdet, at det føles som om hendes hjerne er punkteret, og at hun derfor ikke kan overskue så mange ting samtidig.

I kan evt visualisere det for barnet, ved fx at hælde en masse bolde op i en stor skål og så fortælle, at før kunne mor sagtens holde styr på alt det her på én gang. Så lægger I alle boldene på en lang række på gulvet og siger, at nu er mor nød til at tage én bold ad gangen, og hun kan først tage den næste bold i rækken, når hun er færdig med den hun har i hånden.

Din opgave er altså at være åben og ærlig om den situation i som familie står i, og give jeres barn/børn en ramme at forstå det i, som tager højde for deres alder.

 

Børnebehov og voksenbehov

Du og dit barn har forskellige behov – bl.a. fordi I kan reflektere på helt forskellige niveauer. Hvis du kan mærke, at du får lidt for meget lyst til at fortælle meget og mange detaljer til dig barn, så vil jeg anbefale dig at finde nogle andre voksne at tale med.

Derfor kan du komme til at give dit barn en masse information, som det ikke helt ved, hvad det skal stille op med, fordi det ikke kan processere det. Og du kan samtidig stå tilbage med et uopfyldt behov for at kunne vende dine mange tanker og følelser med én, der kan modtage og rumme dem.

 

Så husk også dig selv og dine behov her, og sørg for at række ud efter andre voksne, som kan bære din sorg, afmagt og udmattelse sammen med dig for en stund.

 

Det er svært at være i en svær situation, men det kan blive lidt nemmere at være der, hvis man må have lov til at have det, som man har det imens, uanset hvordan man så har det. Og det bliver også en hel del rarere at være i noget svært, hvis man ikke skal bruge krudt på at blive i tvivl om, om man kan stole på det man oplever. Og ikke mindst, at man heller ikke skal gå alene med det.

Det gælder både for børn og for voksne.

 

Alt det bedste til dig og din familie.

Bedste hilsner
Heidi

Heidi Agerkvist

Om Familiepsykolog Heidi Agerkvist

Heidi Agerkvist er familiepsykolog og parterapeut med base i Århus.

Hun har bygget et stort online univers op på heidiagerkvist.dk, hvor hun i sin karakteristiske ligetil og meget konkrete stil formidler solid psykologisk viden og blogger om familielivet, forældreskabet og parforholdet.

På siden kan du tilmelde dig hendes gratis nyhedsbrev og løbende få tips og tricks til hverdagen i børnefamilien.

Find mere om Heidi og hendes arbejde på www.heidiagerkvist.dk

 

Add A Comment