For travlt til meditation?

For travlt til meditation?

Vil du også gerne i gang med at meditere, men synes at du har for travlt til at lade meditation være en fast del af dit liv? Du har sikkert hørt, at meditation giver et roligere og klarere sind, at kroppen bliver roligere og mere afspændt og at hverdagen bliver nemmere at overskue. Og hvem ønsker ikke det et liv med mere klarhed, ro og balance?

Hvorfor så ikke bare komme igang med at meditere?

Det er faktisk ikke altid så nemt bare at gå igang med at meditere. For det første, er meditation en “slidsom” praksis, som først og fremmest kræver, at den mediterende lover sig selv, at det er det vedkommende gerne vil. For det andet er der altid et eller andet vi moderne mennesker kan foretage os end at sætte os og finde ro i meditationen. Tænk på alle de sms’er og mails der kunne blive besvaret eller alle de praktiske opgaver, man kan nå at udføre på de eksempelvis 30 minutter meditationen varer. Meditation er en prioritering, en prioritering i at passe godt på sig selv og at tillade selvomsorg.

Den begrundelse jeg hører mange give sig selv er, at de har for travlt til at bruge tid på at meditere. De vil rigtig gerne, men kan ikke finde tiden til det i deres travle hverdag. En anden begrundelse er, at når først de har fundet tid til at meditere, så er det en pinsel, at sidde stille og skulle lægge bånd på sig selv for ikke at springe op og videre ud i dagen. Men helt ærligt, har du virkelig for travlt til en meditationspraksis, eller er det bare en undskyldning, du bruger for at udskyde, at komme igang med at meditere? Jeg er sikker på, at du gerne vil igang, ellers læste du ikke dette indlæg.

Hvordan kommer du igang med at meditere?

Til dig som synes at du har for travlt til at meditere, anbefaler jeg, at du oparbejder din meditationspraksis på følgende måde:

1. Start med blot 5 minutter – vi kan alle finde 5 minutter hver dag. Placer de 5 minutter på samme tidspunkt hver eneste dag, gør det i en uge. De fleste har størst succes med a ligge de 5 minutter om morgenen eller lige inden sengetid. Lov nu dig selv, at du bruger 5 minutter hver eneste dag i en uge.Hvilken teknik du vælger er i første omgang ikke så vigtigt, det vigtige er, at du får det gjort. Vælg gerne en guidet meditation på en app eller lign som kan støtte dig i din proces, eller vælg en åndedrætsteknik.

2. Når du kan 5 minutter, kan du også 10! Sæt efter en uge med 5 minutter hver dag din meditationstid op gradvist med 5 minutter. 10 minutter er fint.

3. Beslut dig for, hvor mange minutter du gerne vil meditere dagligt. Husk 15 minutter er bedre end 30 minutter, hvis 15 minutter betyder, at du får mediteret og 30 minutter betyder, at det gør du ikke.

Og så er det bare om, at holde fast. God fornøjelse!

 

Add A Comment