
Tilbage på arbejde efter ferie? – uden stress?
Jeg er tilbage på arbejde efter 5 ugers ferie og starter roligt op. Det betyder ganske få klienter og computerdage i mit eget tempo de første par uger.
Det har ikke altid været sådan. For år tilbage startede jeg lige på og hårdt med fuld booket klientkalender, yogaworkshops og klasser og masser af administrativt arbejde. Resultatet var, at jeg ganske få dage efter ferien var slut, havde et overaktivt nervesystem, alt for meget at se til og var i en tilstand, hvor jeg allerede få uger efter min ferie, længdes efter min næste ferie.
Kan du genkende fornemmelsen?
I år har jeg, ligesom mange andre holdt min ferie i Danmark. Det vil sige, at jeg ikke har været afsted på mine 14 dage i mere eller mindre stilhed og med yoga, meditation og afslapning i fokus, men har måtte være herhjemme i blæst, regn og lave temparaturer.
En af grundene til, at jeg altid starter min sommerferie med 14 dage alene på en skøn græsk ø, er for at komme helt derned i gear, hvor jeg kan mærke, at jeg restituerer på celleplan.
I år kunne jeg mærke, at det først var efter 3 1/2 uges ferie, at jeg var så langt nede i gear, at jeg var i fuldstændig restitution. Om det skyldes det dårlige sommervejr, som gjorde ferien mere aktiv med lange vandreture og museumsbesøg (og altså ingen dage med sol, varme og strand) eller min manglende rejse til Grækenland, som jo er 100% dasken rundt, ved jeg ikke, men det jeg finder det tankevækkende, at der gik så lang tid.
Jeg har lært at leve et liv, hvor jeg er prioriterer at være afslappet og hvor jeg hver eneste dag prioriterer min egen indre ro og fysiske velbefindende. Jeg tror ikke, du finder stress i min krop – alligevel tog det så lang tid, før jeg var helt dernede, hvor jeg kunne mærke, at kroppen gav helt slip og bare var i ferietilstand.
Det fik mig til at spekulere over, hvor længe der går, førend mennesker, der ikke prioriterer en daglig indre ro og velvære, kommer helt derned i gear. Hvis det tager mig 3 1/2 uge at finde den totale blissfulde ferietilstand, hvor længe tager det så andre?
Hvor længe tager det dig?
Og hvor hurtigt efter du er kommet tilbage fra ferie er du igen oppe i et for højt tempo med press og stress?
Du er velkommen til at skrive dit svar i kommentarfeltet nederst på indlægget♡
Nedenfor kan du læse mine 5 gode råd til, hvordan du passer bedst på dig selv, når du vender tilbage på arbejde efter ferie.
God fornøjelse og pas godt på dig, Mie

Tilbage på arbejde efter ferie
5 tips til at passe godt på dig selv så du undgår stress
Giv dig selv lov til at lande på arbejde igen og bevar feriefornemmelsen i kroppen lidt længere
I går var jeg ude og gå en aftentur med en god veninde som fortalte, at hun nu var tilbage på arbejde efter ferien og at hun første dag havde arbejdet fra 8-18 – altså en opstartsdag på 10 timer! Hun fortalte også, om de store bunker der lå og ventede. Det var tydeligt at på blot en dag, var al feriefornemmelse ude af hendes krop igen.
Vær bevidst om, at bevare fornemmelse af ferie i kroppen lidt længere tid.
Jeg ved godt, at det ikke altid er muligt at bestemme selv, men hvis du kan, så start op med en dag, hvor du får lidt struktur på tingene, får sagt hej til kollegerne og giver dig selv lov til, at lande blødt efter ferien.
Hvis du ikke synes, at du kan starte blødt op, så vær opmærksom på, om det er inde i dit hovedet du fortæller dig selv, at du ikke kan. Rigtig tit er det vores egne tanker om hvad vi kan, bør og tror andre forventer, der bestemmer hvad og hvordan, vi gør.
Start en anden ugedag end mandag og vær god ved dit nervesystem
Ligesom det tager tid for kroppen og nervesystemet at komme ned i gear, er det også en god ide, at være opmærksom på, at skrue langsomt op (og at vi ikke skruer for højt op, for det giver stress)
Hvis du starter lige på og hårdt og synes, at du fra dag et skal arbejde hele dagen, så giver du hele dit system og din krop et chok.
Start langsomt op.
Hvis det er svært, så tænk på, hvad du ville gøre, hvis du skal i gang med at løbe efter ikke at have løbet et par år. Her ville de færreste ikke starte ud på dag et med at løbe en meget lang tur (måske ville du, men så ville kroppen svare igen med skader, stivhed og smerter), men i stedet starte med små ture og gradvist bygge konditionen, muskler og sener op.
Start gerne en anden dag end mandag, gerne onsdag eller torsdag, så du ikke starter med en hel arbejdsuge, men i stedet tager 2-3 dage og så holder fri igen.
Hold fast i det lave tempo
Mange mennesker er i gang hele tiden og tillader kun sig selv at slappe af i ferierne.
Min anbefaling er, at lade afslapning og genopladning være en del af hverdagen.
Hvis du er meget på på dit arbejde, så start op efter ferien med at gå en tur alene i din frokostpause og giv dig selv en stille stund, i stedet for at skulle forholde dig til kollegerne (måske bliver du så glad for det, at du ønsker at fortsætte).
Det er ikke asocialt, det er egenomsorg og en blid måde at lande på.
Kommer du tilbage til bunker med arbejde, så start hvor du er og ikke hvor du synes du burde være eller hvor du var, da du tog på ferie. Det tager tid, at indhente ferie. Det er helt ok at det tager timer, dage eller måske uger at indhente, husk at det er et vilkår at du måske har nogle bunker og at det ikke må få lov til, at skabe grobund for stress.
Vær også opmærksom på, om du ræser lige ud i en masse gøremål efter din arbejdsdag eller om du tillader dig selv at komme hjem, nyde en kop kaffe, en gåtur eller stangtennis med børnene.
Mange har ligeså meget de skal nå, når de holder fri, som når de er på arbejde, men de færreste kan holde til, at være konstant i gang i måneder og år uden rigtige pauser og lever vi sådan, vil det oftest over en årrække resultere i stress.
Husk at holde fri når du har fri, spræng over hvor gærdet er lavest, når du kan og lad der være plads til pauser, hygge, sjov og restitution i din hverdag.
Prioriter din søvn når du kommer tilbage fra ferie - og altid
Ligesom det er helt vildt vigtigt for vores generelle sundhed og velbefindende at vi drikker masser af vand dagligt er vores søvn det også.
Rent faktisk falder vores modstand mod stress meget drastisk, når vi ikke får sovet nok. En gennemsnitsvoksen har brug for 8 +- timer søvn om natten, jeg er selv en af dem, der helst skal have mindst 9 timer for at føle mig frisk og veludhvilet.
I ferien har vi ofte en anden døgnrytme end vi har i hverdagen, hvilket for mange betyder, at de går meget senere i seng og tilsvarende sover længere.
Mange af os sover også mere i vores ferier end vi gør i hverdagen, hvor det er vores døgnrytme og ikke vækkeuret der bestemmer.
Jeg kan i mine ferier have nætter, hvor jeg sover op til 11 timer. Jeg har også en helt anden døgnrytme og går typisk i seng kl. 23 og sover til klokken er 7-8 stykker. Det betyder, at når hverdagen starter og vækkeuret igen ringer klokken 6.00 om morgnen, så skal jeg huske mig selv på, at gå i seng mellem 21.00 og 22. 00, hvis jeg skal have mine 8-9 timers søvn.
Den søvnrytme vi har i ferierne er vores egen og mængden af timer vi sover viser, at mange af os har brug for at sove meget mere end vi gør i hverdagen. Prøv at tænke lidt over, hvor meget du sover i dine ferier (også om du tager en lur i løbet af dagen) og så prøv at sammenligne det med, hvor meget du sover i døgnet i hverdagen og tilpas så dine sengetider efter dit behov for søvn.
Det betyder muligvis at du skal begynde at gå tidligere i send, hvis du skal nå det antal timer om natten du har brug for inden vækkeuret ringer.
Er det svært, så husk på at din krop har helt sikkert bedre af en time mere i sengen end foran tv’et.
Prioriter det der gør dig godt
I din ferie har du sikkert lavet en masse ting, som du godt kan lide og som var gode for dig.
Er der nogle af de ting, du kan få med ind i hverdagen?
Stunder med sjove venner, lure på sofaen, timer hvor du bare er og dasker rundt uden at skulle noget og hvor dagen bare tager form af sig selv?
Mange af os har brug for flere pauser og mere tid til at finde den indre ro, når hverdagen begynder.
Måske er det nu, at du skal holde fast i din nyetablerede meditationspraksis (eller begynde en), give dig selv lov til ikke at lave noget som helst den eftermiddag og ugen hvor du kommer tidligere hjem?
Måske er der gøremål i din fritid, som du kan fjerne eller udlicitere, så du derved kan skabe mere tid til dig selv og til det, der er godt for dig. Måske behøver i i familien ikke at gå til så mange fritidsaktiviteter, at blot logistikken af det tager pusten fra dig.
Overvej også og du har lyst til at skulle så meget og hvad der skal til, for at du har det godt også i hverdagen.
Vil du i gang med meditation – så kom godt i gang med mit 4 ugers meditationskursus Ind i stilheden.
Mie Fabricius er Holistisk Stresscoach, Coach, Healer og yogalærer.
Specialist i spirituel healing, stressbehandling og indre velvære.
Add A Comment